onsdag den 25. oktober 2017

Dræning af haven

Nedenstående projekt er min måde at udføre det på, og ikke nødvendigvis en korrekt måde ifølge de professionelle forskrifter.
Anlægget har til formål at beskytte huset og haven efter skybrud.
Hvis drænene skal tilsluttes et offentlig kloaknet må det kun udføres af autoriseret kloakmester.
Hvis man vil anlægge en faskine til opsamling af regnvandet skal man ansøge kommunen, og der er en del krav der skal opfyldes. Se kommunens hjemmeside. Hjørring.dk

 





Haven efter skybrud.

Vi har et stort problem i haven, når der kommer skybrud.
Som det kan ses på billedet neden for, er haven en stor sø efter et skybrud 27 juli 2016.
Hvis ikke vandet bliver pumpet væk, er det svært for mange planter at overleve. Bl.a. er en del af hækken ind til naboen død.
Hvad værre er, at vandet også trækker ind i krybekælderen, hvorved der opstår fugtskader.
Det er ikke fordi grundvandet står højt. Jorden er en tung muldjord, som når den bliver mættet med vand, bevirker at vandet ikke kan trænge ned i undergrunden. Grundvandet er i ca. 80 – 100 cm. Dybde.

Haven er en stor sø efter et skybrud 27 juli 2016
Derfor besluttede jeg, at haven skulle drænes. Det er ikke i dybden, der skal drænes, da det ikke er grundvandet der står højt, men er en overflade dræning.
Normalt skal dræn ned i mindst 80 cm. dybde, for at komme ned i frostfri område. Jeg har alligevel valgt, kun at grave dem ned i ca. 30 – 40 cm. dybde. Af den grund er det vigtig, at slangerne ligger med det rette fald og at der ikke forekommer lommer, hvor slangen bliver fyldt op med vand som kan frostsprænge rørene.



Planlægning.

Først er det vigtig, at planlægge det grundigt, hvordan det skal udføres.
Der skal bestilles drænslanger og en mængde sand, der svarer til forbruget. Læg ca. 10% til det beregnede. Det er vigtigt, at det er dræn/ filtersand, der ikke indeholder ler som kan stoppe drænrørene til. Langs blomsterbedene graver jeg alt muldjorden væk og fylder helt op med filtersand. Traceen over græsplænen fyldes op med filtersand til ca. 20 cm under terræn og derfra fyldes op med muldjord og græstørvene lægges tilbage. 

Så blev der leveret 9 ton filtersand på fortov og vej som skal køres ind i haven

Materialer og værktøj

Der skal beregnes, hvor meget dræn/filtersand der skal bruges.
Så skal der bruges drænslange. Jeg har valgt en 80 mm slange omviklet med filt.
T stykke til samling af drænslange
2 stk. endestykker til at lukke i enderne
Ukrudtsdug til omvikling af drænslangen (pga. rødder).
Filterdug til bunden af renden mellem muld og sand (for at undgå at muldjord og sand blandes).
Murer trillebør
Spade
Drænskovl (kan ikke undværes til at rette bunden af)
Vaterpas
Ret skinne med vaterpas
Snor
Træ til galger.
Nivellerings apparat (Jeg har brugt vandslange til nivelleringen)

Tegning af dræn trace.

Jeg starter med at lave en tegning af drænene i haven, som jeg vil etablere. Dybden af drænene bestemmes. Jeg har besluttet, at de kun skal ligge i 30-40 cm dybde, da det er overfladevandet som skal ledes væk.
Det er vigtigt at man får et korrekt og jævnt fald på drænrørene. Hvis der opstår lommer, hvor rørene bliver fyldt op med vand, vil de kunne frostsprænges om vinteren.

Tegning over drænet i haven

Nivellering

Til at nivellere højderne ud, bruger jeg en vandslange som vist på billedet nedenunder. I hver ende har jeg sat et stykke klar slange, så jeg kan se højden på vandet i slangen.
Efter slangerne er flyttet så vent nogle minutter, så vandsøjlen er faldet til ro. Nu vil vandsøjlerne i hver ende af slangen have fuldstændig samme vandrette højde.


Opsætning af galger.

Så skal jeg bruge nogle galger til at markere højder med.
Mellem galgerne skal der spændes snore ud, hvor drænrørene skal ligge. Jeg starter med at lave en galge et sted, hvor jeg har besluttet dybden på drænene.
Så er det kun i udgangspunktet, at måle afstanden fra vandoverfladen i slangen til den fastsatte højde.
I den anden ende af slangen måles den samme afstand til snoren/galgen.
     


Sådan fortsættes der til, der er spændt snore ud i hele traceens udstrækning. Hvis længden på snorene er lange, skal der sættes galger op midtvejs, da snorene synker lidt. Sørg for at snorene er godt stramme.
Snorene har nu helt samme højde i hele traceen.
Husk hver gang slangen flyttes, så skal højden på vandsøjlen i slangen til snoren måles i begge ender.

Beregning af dybden på drænslangerne.

Der skal laves et fald på mindst 0,2-0,5 % hen mod drænbrønden. Jeg har valgt et fald på 0,5%.(5 promille) svarende til et fald på 5mm. pr. m.
Afsæt de beregnede værdier af afstanden fra snoren til bunden af renden på tegningen over traceen.




Gravearbejde.

Så er det med at komme i gang med gravearbejdet. Jeg har valgt at grave med håndkraft, da jeg ikke vil have maskiner ind i haven. Det er en god investering at anskaffe sig en drænskovl til at rette bunden af med.
Dybden af renden kontrolleres løbende i henhold til målene på tegningen.


Når renden er gravet, retter jeg den op i bunden med filtersand. Hvis sandet er for tørt, er det en god ide at vande det lidt.
Jeg bruger en 3 m. ret skinne med vaterpas. Løbende kontrolleres målet op til den udspændte snor. For hver 3 m øges dybden med 15mm. hen mod drænbrønden, hvilket svarer til et fald på 0,5%.

Drænslangen.

Jeg har købt en 80 mm. drænslange med filt hos vvseksperten.dk. Man kan kun købe dem i 50 m. længde.
Da drænet er tæt ved buske og træer vikler jeg en ukrudtsdug yderligere om, i håb om at rødder ikke trænger ind i drænrøret.

Drænslangen omvikles med ukrudtsdug så rødder får sværere med at gro ind i røret.
Jeg vikler en snor omkring for at fastholde dugen inden den bliver lagt ned.
Når bunden er rettet af, bliver slangen lagt ned mens det afrettede lag stadig er intakt. Hvis man venter evt. til dagen efter, må man gå renden grundig efter igen.
Vær omhyggelig med at slangen komme til at ligge jævnt og med det rigtige fald.

Her er drænslangen lagt ned, og jeg er ved at fylde sand i renden.
Her hvor drænet løber langs blomsterbedet fylder jeg sand helt op til terræn
Den opfyldte rende mellem græsplænen og staudebedet.
Her var problemet størst med en sø i lang tid efter skybrud.
Der er fyldt helt op med filtersand til terrænoverfladen.


Sandfangs brønd.

Inden tilkobling til pumpebrønd skal der etableres en sandfangs brønd, så evt. sand ikke bliver skyllet ind i pumpebrønden.

Pumpebrønd.

Hvis man vil have en professionel pumpebrønd, kan man komme af med en formue.
Jeg har købt en blå fodertønde 80 cm høj, som jeg bruger til pumpebrønd. Husk at den skal være dyb nok til at dykpumpen kan pumpe vandet væk. I mit tilfælde er dybden, så der er mindst 20 cm fra vandspejlet til bunden af tønden. Ved andre dykpumper skal den måske være betydelig dybere.

    

 

Dykpumpe.

Jeg har valgt en dykpumpe fra Harald Nyborg af mærket Selektra med indbygget start / stop funktion. Pris 549,00 kr. Fordelen ved den er, at den ikke kræver så stor vanddybde for at starte.

Husk!
Hvis man vil have drænanlægget tilsluttet det offentlige kloaknet, må arbejdet kun udføres af en autoriseret kloakmester.